Kaas: Vi har også brug for fisk i fremtiden

Kaas: Vi har også brug for fisk i fremtiden
LEDER | 30. MAR 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Digital chef
LEDER
30. MAR 2024 • 05:30

Havørreden er truet, og i kølvandet på ørreddagen er der brug for at tale om det igen. Det starter som så ofte før hos politikerne.

Langfredagens ørreddag markerede en årelang tradition på Bornholm: Hele kysten rundt stod lystfiskere og kæmpede om at hale dagens største havørred i land, og det er jo herligt at se, hvordan den her gamle bornholmske tradition stadig lever. Takket være vedholdende frivillige og en stærk forening bag lystfiskerne.

Problemet er bare, at der ikke er så mange fisk tilbage at fange, og på sigt kan det jo betyde, at det der med en ørreddag ikke giver mening.

Bestanden af havørreder varierer fra år til år, men man ser – også her, fristes man til at sige – en ret konsekvent nedadgående kurve, fordi fiskene er presset fra flere fronter.

Det kalder først og fremmest på politisk handling. Der skal sættes gang i en ambitiøs politik på området, og heldigvis kalder miljøminister Magnus Heunicke (S) sig for havets minister. Det ville klæde ham at forsøge at leve op til dén selvbestaltede titel, inden hans periode løber ud.

Der er brug for at tage jord fra landbruget ud af konventionel drift, så der kan ske et radikalt mindre udslip af kvælstof til vandet.

Vi er nødt til at se på problematikken omkring skarv og sæl – begge dyr gør et enormt indhug på fiskebestandene og skal reguleres hårdere.

Havørredens habitat, de bornholmske vandløb, hvor den går op og yngler i vintermånederne, skal optimeres – noget, som Vandpleje Bornholm og mange lystfiskere i øvrigt allerede gør en stor indsats for.

Og så skal der jo fanges endnu færre fisk.

Det er nogle af de hårde kendsgerninger, som må og skal tages i betragtning, hvis vi vil gøre os forhåbninger om sunde ørredstammer i de kommende år.

Havørreden omkring Bornholm er unik, og folk kommer valfartende hertil fra nær og fjern for blandt andet at opleve det fantastiske fiskeri efter den. Men som en lystfisker fra Aarhus skriver i et læserbrev i dag, så vælger han – ligesom flere andre i fremtiden, må man formode – nye fiskevande at rejse mod.

Lad os slå et slag for havet, for ørreddagen og for havørreden, så alle tre også lever i fremtiden.