Over 200 elever går i biografen

NOTITS | 21. FEB 2024 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
21. FEB 2024 • 19:00

Fredag indtager over 200 elever Rønne Bio, hvor de skal se dokumentarfilmen "Girl Gang"', der giver et indblik i virkeligheden bag det tilsyneladende perfekte liv som influencer. Efter filmen står influencer og aktivist Mary Consolata Namagambe klar til at sparke gang i elevernes refleksion om deres brug af sociale medier.

"Unge i Danmark bruger i gennemsnit fire timer dagligt på sociale medier, og derfor er det vigtigt at snakke om, hvordan vores online-adfærd påvirker os. Studier viser, at sociale medier og influencere påvirker unges selvopfattelse gennem urealistiske skønheds- og kropsidealer", står der i en pressemeddelelse.

Bag arrangementet står oplysningsprojektet Ask Why? Docs, der arbejder for at bringe menneskerettigheder og empati ind i klasseværelser for at bekæmpe mobning og skabe internationalt udsyn og vilje til at engagere sig hos eleverne.

I dette skoleår når projektet ud til næsten 6.500 udskolingselever landet over.