Forsker anbefaler skovglade bornholmere at få TBE-vaccine

NOTITS | 8. APR 2024 • 17:29
Af:
/ritzau/
NOTITS
8. APR 2024 • 17:29

Danskere, der kommer i skoven i Nordsjælland, Sverige og på Bornholm bør overveje TBE-vaccine, mener forsker.

Foråret og dermed også flåtsæsonen er blevet skudt i gang, og dermed bør en række danskere overveje at blive vaccineret mod TBE-virus.

Det mener Nanna Skaarup Andersen, som er afdelingslæge på Klinisk Mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital (OUH) og klinisk lektor på Syddansk Universitet (SDU).

I Danmark drejer det sig hovedsageligt om personer, som kommer i skove fra Tisvilde Hegn i Nordsjælland og ned til Hareskoven nord for København eller på Bornholm.

– Man skal komme en hel del i skoven. Det kan være sådan noget som orienteringsløbere, jægere eller skovarbejdere, siger hun.

Også personer, som tager i sommerhus i Sverige og har planer om at bruge meget tid i skoven, bør overveje at blive vaccineret, mener Nanna Skaarup Andersen.

– Så bør man tale med sin egen læge om, om det kan være relevant, lyder det.

TBE, centraleuropæisk hjernebetændelse, skyldes en virus, som overføres fra flåter til mennesker. Der findes ingen specifik behandling af sygdommen, men i langt de fleste tilfælde går den over af sig selv. Det fremgår af sundhed.dk.

Nanna Skaarup Andersen påpeger, at risikoen for at få TBE er meget lille. Men antallet af tilfælde er steget i løbet af de seneste år.

Hvor der for ti år siden var 1 til 2 tilfælde om året, var der 11 tilfælde i 2023, siger hun.

– Så der er sket en stigning, men det er meget små tal. Men det er helt klart noget, vi skal holde øje med, for hvis det bliver ved, skal man overveje om flere mennesker skal vaccineres, siger Nanna Skaarup Andersen.