Bornholm har fået nye offerrådgivere

NYHED | 13. APR 2024 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED
13. APR 2024 • 15:30

Fire frivillige har gennemført uddannelsen og kan nu støtte og rådgive.

Ofre for vold, indbrud eller anden kriminalitet får en ny mulighed for at få hjælp og støtte på Bornholm.

Fire lokale frivillige er blevet uddannet som offerrådgivere i den nyetablerede bornholmske afdeling af Offerrådgivningen.

Det oplyser Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

De fire er under uddannelsen blandt andet blevet klædt på til at lytte til ofrenes oplevelser og støtte dem i deres reaktioner, hjælpe med at skabe overblik over hændelsesforløbet og vejlede i forhold til de videre forløb, for eksempel i forbindelse med en retssag.

– Vi vil gerne takke de lokale frivillige, der nu er klar til at støtte og rådgive ofre, vidner og pårørende. Det er vigtigt, at borgerne på Bornholm har samme muligheder, som i andre dele af landet, og kan blive støttet af nogen, som også har et kendskab til øen og de lokale forhold. Det kan have stor betydning for mennesker, der står i en sårbar situation, som man ofte gør, når man har været udsat for eller været vidne til noget kriminelt, siger Martin Preisz Gravesen, politidirektør i Bornholms Politi.

Lokalformand i Offerrådgivningen Bornholm, Pia Bæckmann Falbe-Hansen, takker Bornholms Politi for opbakning og støtte. Hun fortæller, at de fire offerrådgivere glæder sig til at tage imod opkald fra bornholmerne.

– De skal vide, at vi er her for dem, og at man hellere skal ringe en gang for meget end en gang for lidt, siger Pia Bæckmann Falbe-Hansen.

Uafhængig organisation,

Offerrådgivningen Bornholm er en uafhængig organisation, som samarbejder tæt med Bornholms Politi, der har ansvar for, at ofre, vidner og pårørende for kriminalitet og ulykker kan modtagerådgivning og vejledning ved en lokal offerrådgivning.

I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds.

Bornholms fire nye frivillige bliver på mandag ønsket tillykke ved et arrangement på Rønne Politigård.