BHS-PL Beton-ryttere på farten i weekenden

BHS-PL Beton-ryttere på farten i weekenden
Emil Scandorff arbejdede hårdt for sin holdkaptajn i det belgiske éndagsløb Gent-Wevelgem. Foto: BHS-PL Beton Bornholm
NOTITS | 22. APR 2024 • 18:30
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS
22. APR 2024 • 18:30

Det bornholmske cykelhold var med i Ordrup, Jylland og Belgien

Cykelrytterne fra BHS-PL Beton Bornholm var spredt for alle vinde i weekenden.

Otte mand stillede til start i et løb med Ordrup CK som arrangør, tre valgte at køre på deres egen hjemmebane i Jylland, mens U23-landsholdsrytteren Emil Scandorff stillede til start i det belgiske løb Gent-Wevelgem.

Emil Scandorff kom ikke selv på podiet i Belgien, men ydede et fantastisk forarbejde, som til sidst resulterede i, at den danske holdkaptajn Rasmus Sølberg, tidligere BHS-PL Beton-rytter, men nu professionel i Frankrig, kunne køre ind på en flot andenplads.

I Jylland var de tre bornholmere selvfølgelig i undertal, når det gjaldt om at køre for hinanden, men Mads-Emil Dupont viste fin form forud for de kommende opgaver i U23-klassen og besatte en ganske fin femteplads.

Så gik det noget bedre, når det gjaldt holdarbejdet for de otte ryttere, der valgte at køre på Sjælland. Konstant var det "bornholmerne", der viste det store initiativ, men lige så flot som de kørte undervejs på den 138 km lange rute, lige så kikset blev spurten, hvor tempokongen Tobias Aagaard blev lukket inde og måtte nøjes med en ottendeplads.