Det nye institut vil indrette sig på Elstrup Mølle ved Nordborg, og det er planen, at der skal være en kobling til Dansk Mølleforening og andre aktører, ligesom der bliver behov for politisk arbejde. Instituttet vil hjælpe mølleejerne i de mange forskellige projekter, der er tilknyttet en gammel mølle.
Det viser sig desuden, at der i Nordjylland er en afdeling af Nationalmuseet, som hedder Dansk Center for Møllehistorie. Her er flere forskere tilknyttet, og de skal i den kommende tid beskrive de danske møller.
Morten Anker Petersen er i bestyrelsen, og "han har opfordret forskerne til at begynde på Bornholm, hvilket de ikke er afvisende overfor. Meningen er at de skal gå i dybden med historien", fremgår det af referatet.
I forhold til de bornholmske møller, blev det debatteret, hvorvidt der skulle dannes en forening eller en sammenslutning, og hvordan der skulle søges fondsmidler.