Fængslet for tre skud

TOPNYHED | 25. APR 2024 • 15:10
TOPNYHED
25. APR 2024 • 15:10

De næste fire uger skal en 32-årig blive bag tremmer

Han kan se frem til lang tid i fængsel. Der er nemlig indført minimumsstraffe for overtrædelse af våbenloven i Danmark, og det bliver en dyr omgang for en 32-årig mand. Mindst to år bag tremmer.

Foreløbig er han torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter at have affyret tre skud mod en ejendom i Hasle.

Den anholdte var villig til at lægge alle kort på bordet og fortælle om det hele i detaljer. Det fik han dog ikke lov til, da dommeren sendte pressen ud og lukkede dørene.

Anklagemyndigheden mener nemlig, at den anholdte fortsat kan påvirke sagen, hvilket hans forsvarer var uenig i. Han var ligeledes uenig i, at pressen ikke måtte være til stede, så offentligheden kunne høre mere om sagen.

– Min klient har ingen intentioner om at påvirke sagen. Som I hørte, inden dørene blev lukkede, var han klar til at fortælle det hele og navngav også de andre involverede. Derfor kærede vi afgørelsen om varetægtsfængsling, siger advokat Morten Hartelius.

Anklagemyndigheden mener dog, at den anholdtes forklaringer bør holdes hemmelige en tid endnu.

– Vi anmodede om dørlukning af hensyn til sigtelsens karakter; dels at det drejer sig om besiddelse af et skydevåben, og dels at det drejer sig om konkret fareforvoldelse i forhold til straffelovens paragraf 252 stk. 1 samt af hensyn til efterforskningen, da der kan være andre gerningspersoner på fri fod, siger anklager Maria Nielsen.

Det var ikke farligt at skyde

Den 32-årige er sigtet for ulovlig besiddelse af et våben, hvilket han også har erkendt. Der er tale om en pistol af mærket Browning, og den har en kaliber på 7,65 mm.

Udover de to års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse, risikerer den anholdte sammenlagt at få en noget strengere straf. Det andet forhold kan risikere at blive endnu mere alvorligt. Der er strafferammen helt op til otte års fængsel, men så lang tid er det dog usandsynligt, at den unge mand kommer til at tilbringe bag tremmer.

Han har ligeledes tilstået at have affyret pistolen tre gange, men mener dog ikke, at det skulle have bragt andres liv i fare.