Deby-familien forlænger årtiers greb om magten i Tchad

9. MAJ 2024 • 23:53UDLAND

Soldater skyder op i luften, mens modstandere af sejrherren ved præsidentvalget har protesteret.

Tchads valgmyndighed har torsdag erklæret, at juntalederen Mahamat Idriss Deby Itno har vundet landets præsidentvalg.

Dermed fortsætter Deby-familien ved magten i landet, som ligger i det nordlige Centralafrika og har omkring 17,7 millioner indbyggere.

Foreløbige resultater viser, at Deby har fået godt og vel 61 procent af stemmerne.

Imens har hans premierminister, Succes Masra, fået cirka 18,5 procent af stemmerne.

Masra, som udover at være Debys premierminister også er hans politiske rival, proklamerede ellers tidligere på aftenen, at han havde vundet.

Masra har beskyldt Deby for valgsvindel og opfordret sine støtter til at "mobilisere sig fredeligt".

I hovedstaden N'Djamena skyder soldater i vejret.

Nogle gør det af glæde og andre for at afskrække demonstranter, rapporterer AFP-journalister.

Da der blev stemt mandag, skulle vælgerne beslutte, om Deby-familien skulle fortsætte tre årtier ved magten i Tchad.

Deby blev i 2021 udnævnt som midlertidig præsident, efter at hans far døde af kvæstelser, som han fik under væbnede kampe mellem militæret og islamistiske oprørere i den nordlige del af landet.

Faren, Idriss Deby Itno, kom til magten ved et kup i 1990 og regerede landet med jernhånd gennem tre årtier.

Den yngre Deby havde lovet en 18 måneder lang overgangsperiode, før der skulle være et demokratisk valg. Men han forlængede den periode med to år.

Oppositionsfigurer er siden flygtet, blevet bragt til tavshed eller har sluttet sig til Deby.

Organisationen International Federation for Human Rights (FIDH) har advaret om, at valget hverken lader til at være "troværdigt, frit eller demokratisk".

Stemmetallene skal bekræftes endeligt.

Tchad er fortsat allieret af den langvarige sikkerhedspartner Frankrig, der i de seneste år har fået smidt sine styrker ud af militærregimer i flere tidligere afrikanske kolonier, heriblandt Mali, Burkina Faso og Niger.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU