Astralis sikrer kvartfinale med tre sejre i træk

27. APR 2024 • 21:55SPORT

Astralis er klar til kvartfinalerne i ESL Pro League efter tre sikre sejre i denne uge.

Det danske Counter-Strike-hold Astralis fortsætter sin fremgang med en sikker kvalifikation til kvartfinalerne i turneringen ESL Pro League.

Lørdag blev billetten sikret med en stensikker 2-0-sejr over 3DMAX fra Frankrig, men også tidligere i denne uge imponerede Astralis.

Først blev verdens nummer syv, tyrkiske Eternal Fire, slået 2-0, og siden blev også verdensetteren Faze Clan, der har dansk ingame-leader i skikkelse af Finn "karrigan" Andersen, slået 2-0.

Omend sejren over Faze Clan var noget mere snæver end de to andre, må den give en god portion selvtillid til Nicolai "dev1ce" Reedtz og holdkammeraterne. Især efter at man efter en god stime tabte til netop verdensetteren i Kina for to uger siden.

Astralis' modstander i kvartfinalerne er endnu ikke kendt, men sikkert er det, at slutspillet i turneringen afvikles fra 9.-12. maj.

ESL Pro League har en samlet præmiepulje på 750.000 dollar, svarende til godt 5,2 millioner kroner. Heraf tager vinderen 1,2 millioner kroner.

Heroic, der er norskejet, men har tre danskere på holdet, træder først ind i kvalifikationen til slutspillet i den kommende uge.

I årene 2018 og 2019 dominerede Astralis verdenstoppen og vandt blandt andet tre majors i træk. Og man afsluttede et lidt svært 2020 flot og blev atter verdensetter.

Fra 2021 gik det dog nedad bakke, og adskillige udskiftninger både på spiller- og trænersiden de seneste år har ikke bragt holdet helt tilbage til toppen.

Aktuelt ligger holdet nummer 11 på den seneste verdensrangliste.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU